top of page

NÅR STORMEN LÆGGER SIG

"Når Stormen Lægger Sig" var et projekt, som Stille Støj skabte tilbage i marts 2020 i forbindelse med den første nedlukning. En hyldestsang til alle dem, der gjorde en særlig indsats under covid.

"Når Stormen lægger Sig", var et projekt, der blev søsat på et facetimemøde en torsdag eftermiddag i marts 2020. Projektet lød på, at sangskriverne Rasmus Nelausen, Amanda Bøg og Rasmus Benner skulle skrive en sang sammen fra hver deres hjem, og sangen skulle handle om nogle af dem, der knoklede allermest under første nedlukning. På under et døgn blev sangen færdig, og herefter startede arbejdet med videoen. Mere end 55 videoer blev indsamlet til projektet på under 24 timer, heriblandt videoer fra bl.a. Michael Falch, Poul Krebs, Mathilde Falch og Marie Frank. Lørdag eftermiddag blev den færdige sang og video lagt på facebook, og Danmark sad klar til at tage imod.

Videoen fik over 700.000 visninger på Facebook, P4 Østjylland spillede sangen i programmet Status på P4, og videoen var da også at spotte i Go’morgen Danmark. 

De tre artister bag sangen Rasmus Nelausen, Amanda Bøg og Rasmus Benner er alle tre individuelle artister, der til dagligt arbejder med hver deres musikalske karriere.

Rasmus Nelausen er sanger, sangskriver og guitarist og bevæger sig i et indie/folkunivers, der trækker tråde til både den traditionelle folkemusik og moderne indiepop. Rasmus Nelausen startede med at skrive sange i 2016 og har siden da spillet på alt fra små cafescener til større spillesteder i ind- og udland, samt spillet support for prominente danske kunstnere som Signe Svendsen, Rasmus Walter og Nikolaj & Piloter.

Amanda Bøg vandt som 15-årig DM i sangskrivning for efterskoleelever, og det banede vejen for Amanda, der efterfølgende bl.a. har spillet supportjobs for Peter Sommer, Thomas Buttenschøn, Rasmus Walter og i 2019, varmede hun op for bandet Barselona på deres Danmarksturné. Amanda spiller dansk smertepop præsenteret igennem et bevægende nærvær, og hendes store erfaringsgrundlag viser sig tydeligt igennem en helt særlig frygtløshed og sprudlende energi, som hun altid har med på scenen.

Rasmus Benner er en sangskriver, som i den grad har talent for de catchy popmelodier, der hænger i ørene lang tid efter de er blevet spillet. Han har de seneste år arbejdet sig op til at blive et velkendt navn i sin hjemby Randers, hvor han har spillet til diverse store og små lokalarrangementer. Han har været support for bl.a. Sonja Hald og Poul Krebs, som han også har gæstet på Brundby Rockhotel. Rasmus Benner har i løbet af sin karriere bl.a. optrådt på Train, Voxhall og Atlas i Aarhus og på Samsø Festival og har i alt spillet over 200 koncerter rundt omkring i landet.

Rasmus Nelausen, Amanda Bøg og Rasmus Benner er derfor tydeligt alle tre artister, med hver deres musikalske retning, men i projektet om at skrive en hyldestsang til sygeplejesker, læger, supermarkedsmedarbejdere, lærere og alle de andre der knoklede særligt for os, fandt de ikke bare en fælles lyd, men har også formået at skabe et fællesskab på tværs af landets mange stuer.

bottom of page